Digt: Røv

endeløse gader af fri luft

pudret med mine blodstænk

jeg stak mig på din rose

du sagde så må du også lære at elske tornene du sagde for altid jeg elsker tornene nu det er en hvid følelse det er et råb ud i mørket som et skrig der sættes fri det er mine kolde tæer på dine lår når vi ligger under dynen

alting har en pris hvad er din skal jeg mætte dine munde med kød fra mit hjemmeopdrættede kvæg vil du se hvordan man halshugger en høne den render jo rundt uden hoved blodet pumper fra det blottede kød som blodet I udgyder I har blod på hænderne og tænderne knaser altid de skrøbeligste diamanter først mon ikke vi skulle komme lidt kardemomme i de her småkager siger du med et skævt smil vi bager som gjaldt det vores liv det gælder mit liv dit er helligt

at gå ved det stormende Vesterhav og mærke vinden give dig lussinger som kærtegn det er den slags kærlighed vi har troede du på mig da jeg sagde jeg elskede dig eller har du hovedet oppe i

røven.