Hvile som oprør

Jeg går op og lægger mig. Denne sætning er blevet citeret som en svag kvindes udsagn, Maude fra den danske TV-serie Matador.

At hun havde brug for at flygte er noget andet, og vel det underlæggende tema, det ved jeg godt, ikke desto mindre tror jeg vi skal lære at sige, jeg går op og lægger mig noget mere.

I en effektiviseret, produktiv, højenergisk verden, der lider af FOMO, tror jeg hvilen er det største oprør, vi kan begå.

At tage en lur. At lukke øjnene og trække vejret ned i maven, så luften ikke kun jerner rundt i det øverste af brystkassen. At tage en time på skjoldet. At tage en morfar.

Jeg er per definition altid træt, mere eller mindre, men dog træt.

Lægerne kan ikke finde noget usædvanligt, det kan være bivirkninger af det medicin, jeg får, det kan være min udbrændte hjerne efter nogle svære år, det kan være så meget, men jeg har altid forbundet det med at hvile og tage lur som noget skamfuldt, kun en svag karakter havde brug for. Og hvorfor egentlig? Vi er flasket op med at udrette ting, at blive målt på det, vi gør, det vi laver af spændende, horisontudvidende aktiviteter, som Paddle Board, ballet eller en tur ud at spise dyrt og minimalt.

Jeg kan ikke følge med i den verden længere. Jeg bliver stakåndet og får stresssymptomer. Jeg lukker mig inde i min skriveboble. Jeg tager lur og jeg hviler mig, og, det gik op for mig forleden, jeg gør det nu uden skam og dårlig samvittighed. Jeg gør det som selvomsorg, jeg gør det naturligvis også, fordi min hjerne har brug for det, men jeg gør det også lidt i trods. JOMO er noget jeg har taget til mig. Joy Of Missing Out. At være i nuet med mig selv og min egen væren, at reflektere, kontemplere, tømme hovedet for tanker, du kan kalde det mindfulness, meditation eller bare at være til.

Det kan også bare være en unyttig aktivitet, der gør dig glad. Sidde og skrive dagbog i stilhed. Sidde og lytte til et rislende vandløb eller regnen på tagryggen.

Indrømmet, nogle dage overtænker jeg og er så meget i mit eget hoved, at jeg har svært ved at finde ro i en væren af intethed. At hvile. Jeg er for rastløs, jeg vender og drejer mig, men jo mere af denne energi, der har opbygget sig i mig, jo mere har jeg brug for denne pause, den lur, denne unyttige ineffektive aktivitet. Jeg er begyndt at få angst igen, indenfor det seneste år, det er formentlig noget med de hormoner, jeg får, men det vil jeg ikke kede dig med, ikke desto mindre tænker jeg, hvad vil angsten? Hvad prøver min krop at fortælle mig? Hvad er det, mit nervesystem ikke magter? Jeg tror, vi lærer at overhøre kroppens signaler fra en tidlig alder, vi skal i børnehave, vi skal i skole, vi skal på arbejde, der er regler og sociale kodeks, og der kan man ikke bare tjekke ud. Jeg tror ikke på, vi er gearede til hele tiden at være effektive og oppe i vores hoveder. Hvorfor går så mange ned med stress, lider af angst og depression, hvorfor er psykisk sygdom stigende i befolkningen ud over vores bedre diagnosestillingsmetoder, hvad er det vi skal nå, har det vi skal nå værdi? Hvad tillægger vi vores arbejde af værdi? Er vi vores job 100 procent? Hvad er vi uden?

Jeg ved ikke, hvad jeg vil sige med alt det her, måske bare, at jeg nu hviler mig uden skam. Og det burde du måske også.