Kærligheden til filmen som medie

Jeg har her til aften genset Contact med Jodie Foster for jeg ved ikke, hvilken gang. Denne håbefulde film, der handler om en astronom, der får kontakt til det ydre rum og rejser ud i en rumkapsel bygget efter “de fremmedes” instruktioner. Det jeg godt kan lide ved den film, er det sjældne plot, at rumvæsenerne er venligtsindede. Det giver en form for håbefuld illusion, ligesom en drøm, man kan svæve væk i. Og jeg har altid været en drømmer.

Det slog mig her til aften, at det er den film, der har startet min kærlighed til filmen som medie. Det er den første film, der virkelig har gjort indtryk på mig, og jeg kan stadig huske den første gang, jeg så den. Det var så vildt, at en film kunne skabe så store følelser og så meget håb. Og måske tænker du, at det er en sødsuppe amerikansk film, hvis du har set den, det er det måske også, men den er også barsk. Den handler også om at finde noget i livet at klynge sig fast til, noget man som menneske ikke kan give slip på, en passion imod alle odds, der bærer frugt. I min bog er den film en klassiker.

En nyere film med plottet af venligtsindede rumvæsener er filmen Arrival. Den er simpelthen eminent, lige fra plot til skuespil til replikker. En af mine yndlingsfilm. Og da jeg så den første gang, havde jeg på en måde en underlig håbefuld fornemmelse ligesom med Contact.

Selvom den også er virkelig barsk med henblik på hovedpersonens personlige historie, er den mangefacetteret og handler dybest set om kærlighed og fred. Måske sidder du og kaster lidt op i din mund nu, det er fair nok, men i dag med krige, vold, mennesker på flugt, bombardementer, er kærligheden og freden så egentlig ikke det største oprør? At vi som mennesker insisterer på, at vi vil kærligheden, at vi vil freden, at vi vil de menneskelige relationer, at vi vil og kærer os om vores næste, uanset hvor fucked up verden så er. At vi bibevarer håbet og troen på, at det gode altid vil sejre til sidst? Er jeg så naiv, måske, er jeg så blåøjet, nej egentlig er de brune men ja, jeg nægter at gå frygtens og hadets ærinde, jeg nægter at lade mig blive bitter og mavesur og ulykkelig. Mit oprør er at elske i en uelskelig verden. Og det kan film være med til at facilitere. I en sådan grad, at det kan virke religiøst, eller i hvert fald hensætte i ekstase. Og det er de bedste filmoplevelser. Dem, der sætter sig i én, dem man kontemplerer over i adskillige dage, dem man genser, dem man græder til, dem, hvor man genvinder troen på menneskeheden.