Når man er en idérig overspringshandler med tusind skriveprojekter og angst/stress
Siden sidst har jeg fået færdiggjort min danske digtsamling, sendt den til min forlægger og venter nu på feedback. Ventetiden er svær. Jeg har aldrig haft et gran af tålmodighed, og det skal man jo have. Måske også derfor giver jeg mig i kast med alle mulige projekter. Jeg har altid gang i mange skriveprojekter på én gang, og har mange mange mange halvfærdige projekter liggende.
Jeg tyrer boldende op i luften og venter, venter, venter, det er IKKE en kritik rettet mod dem, der skal vurdere mine skriverier, sådan er gamet og alting drejer sig ikke om mig og mine digte, romaner osv.
I mellemtiden har jeg fået tilsagn om, at et engelsk forlag, jeg havde sendt min første engelske digtsamling til, gerne ville vurdere det fulde manus, jeg havde sendt en snas, og det er jo vildt spændende, om de kan lide det hele, så nu er hele manus sendt, og jeg venter. Den engelske digtsamling handler om at elske en, man ikke kan få, om at begære og elske for meget samt at lave i en fantasiverden.
Jeg har skrevet en børnebog, der er sendt til et mikroforlag, som vil søge udgivelsesstøtte, så det venter vi også på. Jeg er glad for, at mikroforlæggeren kan lide min børnebog, der handler om psykisk sygdom i en familie med to små børn.
Pt. får jeg ikke skrevet noget, får ikke malet noget, får ikke kreeret noget, jeg føler mig stresset, ængstelig og træt på en og samme tid, så jeg går ture, laver yoga, holder hus, er mor, kæreste og ven, men det kreative er på pause, indtil det ikke længere er det.
Sådan er det, og sådan må det være.
