Skriveprocessen minder på mange måder om maleprocessen, og så alligevel slet ikke.
Når jeg ikke skriver digte, romaner eller børnebøger, maler jeg eller laver linoliumstryk.
Jeg har tegnet hele min opvækst og begyndte at male på hobbybasis i folkeskolen. Efter årtiers fravær af det kreative, fandt jeg ud af, at jeg var god til at lave linoliumstryk et åt efter udgivelse af min første roman. Jeg havde brug for et sideløbende kreativt udtryk med skriften, og her fandt jeg, at linoliumstrykket gav mig det. Det er en kort proces. Ret hurtigt resultat, og på den måde minder det om skriften, at man kan skabe noget på relativt kort tid - det giver mig en kæmpe tilfredsstillelse.
Jeg har ikke fået undervisning i linoliumstryk eller maling, men jeg er vokset op med en farmor, der altid har malet akvareller og malerier lige så længe, jeg kan huske. Og jeg har altid set et lys i hende. Derfra tror jeg, den naturlige interesse for det kreative kommer.
Efter at have arbejdet med linoliumstryk et par år, har jeg for nylig så også kastet mig ud i malerier. Et tema går igen, og det er kvindekroppen. Jeg er meget fascineret af den, den er livgivende, foranderlig, robust og skrøbelig. Og den emmer af begær og seksualitet eller total fravær af samme. Der er så meget historie i kvindekroppen, og jeg tror, det er derfor, den optager mig så meget, for jeg er heteroseksuel, så det er ikke en begærlig tilgang på den måde, men en besyngelse af kroppen og hvad, den er i stand til. Min har født et barn, den har trænet til marathon (dog ikke gennemført), den har elsket og bollet og båret mig frem, til det menneske, jeg er i dag.
Skriveprocessen minder om maleprocessen på den måde, at jeg fortaber mig hundrede procent i det, jeg gør. Det er selvforglemmelse, egoet viger, det er flow, selvom det ord er udvandet efterhånden, ikke desto mindre føler jeg mig et hundrede procent til stede, når jeg maler og skriver. Og ikke til stede overhovedet. Hvis det giver mening. Det er en vidunderlig følelse.
Der hvor skriveprocessen ikke minder om maleprocessen er i redigeringsfasen. Den kan næsten tage pippet fra mig. Omskrive, rette, nærlæse, genlæse, omstrukturere, og jeg ved godt, det er fordi jeg fra naturens side er utålmodig, at redigeringsprocessen er en udfordring for mig.
Maleprocessen har ikke et “skal”-element for mig, det er kun sjov og leg, og derfor er det også en god ventil i redigeringsprocessen, at kunne gå afsides med maleriet og komme ned i kroppen igen.
Fordi jeg er perfektionist, trives jeg med at få et godt resultat, så jeg giver ikke op under redigeringen, men den trækker seriøst tænder ud.
Maleriet kan jeg altid gå til, jeg føler ikke, det afkræver mig noget, det er ren kærlighed til dets stoflighed og alle materialerne, jeg har i brug. En form for khartarsis, kan man vel sige.
Derfor maler jeg, og vil nok altid blive ved. Derfor skriver jeg, og vil nok altid blive ved, selvom det nogle gange giver mig grå hår.
