Skriveprocessen under en digtsamlings tilblivelse
Efter en lang tørkeperiode på skrivefronten - jeg har været så træt og ufokuseret - har jeg fået hul på noget nyt. Jeg skriver mig ind i en dagligdagsfortælling om et par med en dreng, jeg bruger meget mig selv i mine digte, de erfaringer jeg har, for ja, jeg har jo ikke andres, men når jeg sætter mig ned for at skrive, er det meget spontant. Jeg får nogle ord i hovedet, sætninger, der sætter sig fast, og de skal ud. Jeg trives ikke i skriverutiner, det dræber min skrivelyst, men jeg ville ønske jeg var disciplineret nok til at sætte mig ved computeren 8-16, som nogle forfattere gør. Jeg er ikke en særlig produktiv forfatter, og jeg er en langsom skriver, fordi jeg redigerer tusind gange undervejs. Men jeg elsker at fortabe mig i ordene og blive ét med skriften, når det lykkedes mig at få skrevet.
Nu har jeg så fået taget hul på en ny digtsamling, og jeg er ved at finde formen, og titlen (den plejer som regel at blive ændret med god vejledning af en redaktør) har jeg på plads.
Min debutdigtsamling skrev jeg på tre uger. Jeg havde fået hul på noget. Jeg ved ikke, om det går lige så stærkt med denne, men jeg føler den i hele mit væsen og tænker på den mange af døgnets vågne timer. Når jeg er i en skrivefase, har jeg svært ved at lægge skriften og ordene fra mig, og jeg går ligesom ind i mig selv og bliver tænksom. Utilnærmelig vil nogle måske mene. Men fordi, jeg ikke kan skrive på andre måder, fordi mit hjerte er i alt, hvad jeg gør, er jeg nok lidt et tågehorn for mine medmennesker. Det indrømmer jeg gerne. Jeg har mit eget kontor, som min kæreste har sat i stand til mig, men jeg bruger det til linoliumstryk for tiden og har rodet det til med alt muligt dims. Så jeg sidder og skriver i min lænestol, gerne tidlig morgen eller sen aften.
Jeg begyndte for alvor at skrive digte til det daværende Digte.dk, da jeg i en periode på fem år boede i København og læste Ernæring og sundhed. Jeg glemte digtene igen, men de fandt deres vej tilbage efter et langt sygdomsforløb med psykisk sygdom og indlæggelse på den lukkede, digtene blev en ventil for mig. Digtene kan noget en roman ikke kan, de kan sige noget rammende på få linjer og slå sin læser lidt ud af kurs. Det kan jeg godt lide.
Og nu er jeg blevet inspireret til at skrive på digtsamlingen, måske er der noget om, at man ‘kan skrive sig varm’. Jeg har ikke en opskrift på at skrive en digtsamling, men jeg ved ikke, hvordan man lader være.
