Tekst: Elvira er liderlig

Når Elvira ligger på sengen på sit værelse på højskolen føles alting trygt. Herfra har hun udsigt til sin uåbnede bærbare, der står på det urørte skrivebord, hun kan se, hvordan hendes garderobe er spredt ud over den røde lænestol for fødderne af sengen, lampen i loftet, der er valgt til at understrege højskolens historiske vingesus med patina, en plisseret gammelrosa omvendt lampeskærm, hun har udsigt til stolen ved vinduet, hvis hun bøjer hovedet lidt til venstre, når hun ligger ned, en altoverskyggende varm og tryg hånd, der bærer hende oppe på selv mørke dage, hun keder sig ikke dér i sengen, og det var godt med luftforandring fra stolen, her i sengen kan hun for eksempel finde på at tælle knaster i loftet, der hver og én har deres eget særegne udtryk, hun kan finde på at spise kiks i sengen, der har resulteret i, at det føles som om, hun ligger på sandkorn, hun fejer dem ned fra brystet fra sin mintgrønne natskjorte og de ligger sig spredt rundt om hende, som var de hendes børn, hun kan finde på at onanere hårdt og længe, men lige efter orgasmens tindrende opadgående kurve bliver hun straks melankolsk. Ja, hun er liderlig, men hun gider næsten ikke onanere mere. Hun forestiller sig en langmanket mand med lyst hår og krøller, med en sort hat på sned, som i Peaky Blinders, han er iført et sort jakkesæt fra en svunden tid, sorte blankpolerede sko og hundreder rigsdaler på lommen, hun drømmer om, at han tager hende med vold og fører hende bort, så de kan bo i hans mansion, der ligger i en ufremkommelig skov, et stort hus, som siges at være hjemsøgt af flere ånder, alle kvindelige, allesammen mandens ulykkelige elskerinder, der har begået selvmord, fordi han ikke ville gifte sig med dem, de går igen i gangene, og om aftenen kan man se deres silhuetter flakse forbi vinduerne i hvide dragter og vild hårpragt.

Elvira forestiller sig, hvordan manden klæder hende nænsomt af og binder hende op i en form for knude med det reb, han har med. At hendes nøgne krop ligner en torso uden lemmer fra en bestemt vinkel, at alting kildrer, især i klitoris, når hans dybe stemmer runger i gangene af det mørke hus. Hun forestiller sig at være hans slave. Hun ser sig selv skure gulve i det store hus, bringe ham te og småkager, når han har forretningsforbindelser på besøg. At hun er iført en sort trikotage, som manden stolt viser hende frem i til sine besøgende.

Når hun tænker på manden er hun både taknemmelig, fordi hendes sind har tryllet ham frem for hende, melankolsk, fordi han er et produkt af hendes fantasi, og træt i armen af al den endeløse onani.