Tekst: Elvira ved ikke, hvem hun er.

Præcis klokken 12.15 ringer forstanderen med højskolens klokke nede i gården, Elvira kan se det fra vinduet, det er total tåbeligt med den klokke, hun krummer tæerne dér i stolen, når hun læner sig frem for at få et ordentligt kig på forstanderen og hans skaldede isse. Han smiler over hele femøren og ligner mest af alt en nisse med sine sorte firkantede kitsch briller. Elvira ryster på hovedet. Heller ikke i dag kom hun til samling. Hun er så træt, orker ingenting. Hun har oparbejdet en modstand mod alt, hvad højskolen står for. Hun er blevet bleg, fordi hun aldrig kommer ud af sit værelse, og tynd, fordi hun kun lever af kiks og cola light, som hun stjæler fra køkkenet, når de andre sover. Hvad skulle hun også her? Hvad havde hun egentlig regnet med, der ville ske? Det er fuldstændig omsonst at tro, at hendes skæbne ville ændre sig ved et højskoleophold på et år.

Pludselig banker det på døren. Det giver et sæt igennem hele hendes udmagrede krop, og hun er ved at falde ned af stolen. Hun venter uden at sige noget. Måske forsvinder vedkommende, hvis hun er helt stille.

Det banker igen, denne gang mere insisterende. Fire hårde bank. Denne gang bliver Elvira ikke forskrækket, hun bliver nærmere stridslysten, er ved at falde over sine egne fødder, da hun kommer på benene lige så hurtigt som hendes irritation bevæger sig, er ved at tackle lænestolen på vej hen til døren med en foroverbøjet krop, hun flår døren op.

“HVAD?!”

Kaj springer øjensynligt forskrækket et skridt tilbage. Hans tykke mave bølger ved hoppet, hans ansigt ser mærkelig fordrejet ud, det man kan se af det, der hvor der ikke er hvidt skæg, hans vilde lange hvide hår står som en trold om hans hoved som en krans.

“Undskyld Kaj, jeg vidste ikke, det var dig,” siger Elvira og gør en bevægelse med hånden mod værelset og begynder at traske med slæbende skridt hen mod stolen i vinduet. Hun kan høre døren lukke bag sig, og et øjeblik er hun i tvivl, om Kaj er gået med ind. Hun vender hovedet, og der står han rigtig nok og ser helt hvad, skamfuld ud?

Kajs statur fylder meget i det smalle rum, han står og hviler på det ene ben lidt, står med den grå filthat i hånden sådan lidt foroverbøjet, så flytter han vægten lidt over på det andet ben. Det får gulvplankerne til at give sig og knirke. Af alle steder han kunne stå, har Kaj fundet den ene planke, der knirker, Elvira kan næsten ikke tro det. Hun bliver ved med at betragte ham, hans ansigt får gradvist mere farve og skjolder former sig på hans hals. Røde plamager, der ligner et landkort.

De er stadig stille, men noget usagt er imellem dem, Kaj kan ikke komme ud med sproget, Elvira kan ikke holde det ud. Hun siger:

“Hva’ så, Kaj?”

Kaj kigger lidt forvirret på hende, som om han er overrasket over, at hun kan tale, han kigger kort ned i gulvet, øjnene flasker kortvarigt, men så er det som om han tager sig sammen, han retter sig op, rømmer sig og kigger hende i øjnene.

“Jo altså, det er bare, Mona mente, vi skulle tjekke til dig, du ved, det er længe siden, du har været til undervisning. Er du syg?” Siger Kaj og trækker en stor mundfuld luft ind, som om han er forpustet.

Elvira kigger på Kaj. Hun husker ganske tydeligt første dag på højskolen, hvor hun satte sig ved siden af denne her energiske gamle mand, der havde sunget aller højst til morgensamlingen. Den grå filthat sad på hovedet, og da hun satte sig ved siden af ham, tog han hatten af, vendte overkroppen imod hende og gav hende hånden og præsenterede sig. Kaj er gammel sømand, og for to år siden fik han ikke én men to blodpropper i hjernen, det er et mirakel, han ikke blev hjerneskadet, Kaj stoppede til søs og gik modvilligt på pension, men:

“Jeg var ved at rådne op indvendigt, Elvira, ved du hvordan det føles?” Kaj havde kigget skråt hen på hende, han begyndte med bøjet hoved at undskylde sit udfald, Elvira bare smilede og sagde, at det ikke gjorde noget, hun kunne lide ham med det samme.

“Er du syg, Elvira?” Siger Kaj igen, da han ikke får noget svar første gang.

Elvira tænker sig om. Hun kigger mistroisk på Kaj med rynker mellem brynene.

“Hvem siger det?” Siger hun og rykker på sig i stolen, der knager. Kaj holder afværgende hænderne op og siger:

“Ikke nogen, men vi har ikke set dig til samling eller undervisning eller kaffe længe, vi er, Mona er, ja vel, bekymret. Hun sagde, at der er en slem virus i omløb her på højskolen lige nu, at du måske havde fået den. Men du er altså ikke syg? Du ser meget bleg ud. Har du ikke også tabt dig? Er du sikker på, du ikke er syg?”

Kaj trækker luft ind, får vejret, den store mave hæver og sænker sig, han misser med øjnene ved det udeblevne svar.

“Er der noget, vi kan gøre for dig? Mangler du noget?” Kaj ser rådvild ud, Elvira får næsten helt ondt af ham. Hun siger:

“Hils Mona og sig, at jeg har det fint. Hun skal ikke bekymre sig. Jeg er bare lidt træt for tiden. Det er alt”. Elvira falder lidt sammen i overkroppen, så meget har hun ikke sagt meget længe, og hun er helt udmattet.

“Godt. Det siger jeg. Men Elvira, vil du ikke med ud og gå en tur? Solen skinner i dag, du kunne måske have godt af den friske luft?” Kaj ser prøvende på Elvira, lidt undskyldende, Elvira slår øjnene ned.

“Jeg orker det ærligt talt ikke, Kaj, men hils de andre, ikke?”

Kaj ser lidt bange ud, han kigger længe ned i jorden, fingererer med filthatten, så den kører rundt om sin egen akse i hans hænder, han kigger til sidst op.

“Jamen så hej så længe, Elvira.” Hans store krop bevæger sig langsomt hen mod døren, han kigger én gang tilbage og siger:

“Elvira?”

“Ja, Kaj?” Elvira siger det i et irriteret tonefald, det fortryder hun nu.

“Ikke noget”, siger Kaj og lukker stille døren efter sig.