Tekst: Elvira vil ikke være lykkelig

Når man kigger ud fra vinduet her på værelse 12, kan man se de store egetræer flankere søen dernede med sine spæde siv og tranen, der frekventerer søen og højskolens have.

I dag er vejret gråt. Det er diset, og en klam hånd har lagt sig på Elviras skulder. I et forsøg på at vriste sig fri, har Elvira lavet en kop hvid the og sidder nu i lænestolen ved vinduet og puster ned i koppen. Som om teen på magisk vis kan opløse vanviddet i hende, viske det ud, som man visker et forkert ord ud i en diktat. Elvira har sarte træk, en rødmosset hud af rosaceaen, skrå blå øjne og en høgenæse, hun har arvet fra sin farmor. Hun har redt sit fedtede mørkebrune hår op i en stram hestehale og bundet det med en elastik. Hun sidder i sine mørkebrune fløjlssmækbukser, som hun købte for 35 kroner i en genbrug, en hvid t-shirt og en gul strikvest fra hendes yndlingsbrand.

Hun har trukket benene op under sig på stolen, så hendes fødder er på sædets kant, hun sidder lidt skråt, så hun kan stemme imod med fødderne, så de ikke glider ud over kanten. Sådan sidder hun og kontemplerer og forsøger at opløse den klamme hånd. Egentlig er det trygt med den hånd, tænker hun. Egentlig er der ikke noget i verden, der kan få hende til at løsrive sig sin melankoli. Hun puster ned i koppen og sipper til theen. Den smager af mynte og ananas. Egentlig burde hun gå i bad, inden hun skal til foredrag i højskolens store sal klokken 11, men hun har ikke kræfterne til det. Alle delene i badets proces udmatter hende ved tanken.

Først tage tøjet af og sortere det beskidte fra det, der kan genbruges. Så finde håndklæde i skabet i hjørnet, hvor håndtaget sidder løst. Så tænde for vandet og vente på, det har den rette temperatur. Vente. Træde ind i bruseren og så er det først, opgaven for alvor går i gang. Lade vandet omslutte den nøgne krop, den bløde krop, de kurvede former, de store hængebryster, topmaven, den fyldige røv, det er alt sammen for meget at forlange. Så sæbe sig ind, shampoo i håret, skumme håret op, fjerne al skidtet, sæbe kroppen ind, vaske sig grundigt under armene og i skridtet, røvhullet, dernæst skylle al sæben væk, skylle skylle til der ikke er mere sæbe, og huden er glat på en modstandsagtig måde, ikke som en olieret overflade, men en overflade, der er fri for snavs og fedt, så slukke bruseren, træde ud i det tågede badeværelse, køre en hånd over det tilduggede spejl, tøre sig, gøre sig tør, en kæmpe præstation. Til sidst svinge hovedet nedad mod gulvet og tørre håret i håndklædet, der nu er let fugtigt efter eskapaderne, svinge håndklædet op i en turban på den opadgående bevægelse af kroppen. Og så er det creme, deodorant, parfume, redde hår, tørre hår med føntørreren og til sidst, som et sidste punktum, klæde sig på i frisk undertøj, og tøjet, der hænger over stolen i værelset.

Men Elvira går ikke i bad. Det er for meget. Det er en evighed. Det er et marathon, og hun er allerede træt ved tanken.