Tekst: Elviras wake up call

Kaj har været forbi med nogle bøger, han tænkte, ville være noget for Elvira. Der er Steinbeck, Trisse Gejl og Dan Túrell i bunken. Elvira måtte forsikre Kaj om, at hun ikke er deprimeret, måtte endda love ham at møde op til eftermiddagskaffe i dag. Hun kunne ikke klare de bedende øjne, og måske skal hun også se at komme ud af den her seng. Hun bladrer adspredt i Steinbeck, kan ikke fastholde sit fokus og ender med at lukke bogen igen. Hun sætter sig op, og en ram lugt rammer hendes næse. Hun snuser under sin ene armhule og konstaterer, at det er hende selv, der stinker. Hun må have et bad, og se, om der er noget af tøjet i bunken på stolen, der kan bruges, hun må have vasket, og hun må sætte sig ind i, hvor de er kommet til i undervisningen. Den lokale læge har været forbi på forstanderens anbefaling, den skaldede Carsten forstander har selv været forbi. Hun kunne ikke bare ligge der, hvis hun ikke følte sig syg. Carsten forventer et minimum af deltagelse, og det var ikke noget hotelophold, sagde han. Hans ellers blide ydre havde hvæsset tænder, om om han ynkede Elvira, og hun blev edderspændt rasende. Hun fejlede absolut ikke noget! Men så måtte hun også se at komme ud af den dovne drivert tilstand, sådan sagde han, og hun fjernede dirrende en sveddråbe fra panden, hun skal fandme vise ham, den store lort. At blive smidt ud er ikke en mulighed. Kommunen har anvist hende højskolen her som en sidste chance. Et år uden alkohol og stoffer og mulighed for at lære noget, at møde til tiden, at få en hverdag op at køre. Hun skal fandme vise dem allesammen.

Elvira klæder sig af i sengen og rynker på næsen af sin egen lugt, sved og gammel kusse, underbukserne er sprøde af indtørret udflåd. Nøgen begynder hun hektisk at sortere tøjet i en brugbart og skal vaskes bunke. Brysterne banker ind i stolen med små matte bump, når hun bukker sig ned for at samle et stykke tøj op, hun mærker næsten ikke smerten, først da hun er færdig og føler sig svimmel og opkørt. Hun går ud på badeværelset og tager et glas vand, som hun nedsvælger i to store drag, så vandet render ned ad hagen. Hun kigger sig i spejlet og bliver reelt forskrækket af synet. Hun har undgået spejlet. Hendes ansigtshud er værre, end den plejer at være, hun har ikke smurt sig med sin creme, den er stadiet lige før vabler, ildrød og flager af tør hud drysser ned på håndvasken. Hun er blevet halv størrelse. Kroppen er skrumpet ind. Brysterne ligner to sokker med mønter i. De er lange og smalle og fyldt med strækmærker fra da hun tog tyve kilo på sidste vinter. Hendes kvindelige former er væk. Hun hviler en hånd på spejlet, på sit spejlbillede, og hulker højt, så snottråde står fra hendes næse og ned på hendes arm. Sådan står hun i en rum tid og lader virkeligheden grundfæste sig og ruske hende igennem. Så tager hun sig sammen og tørrer øjnene. Hun vil ikke give mere opmærksomhed til selvynken, det er en nedadgående spiral. Hun retter ryggen og giver sig selv et klart blik der i spejlet, så klart har hun ikke set i måneder, hun beslutter sig for, at det skal være løgn.